Jan Linnebjerg vender tilbage på tv
I de sidste knap 30 år har man i næsten hver december måned kunnet se Jan Linnebjerg i rollen som drillenissen Pyrus i de fire julekalendere, der er lavet om livet blandt mennesker og nisser i Rigsarkivet.
Desuden var den 63-årige skuespiller sidste år aktuel i TV 2-dokumentaren ”Nissen flytter altid med”, hvor han så tilbage på en karriere, hvor rollen som netop Pyrus har fyldt rigtig meget.
Nu vender han tilbage på tv, og denne gang er det i rollen som sig selv – Jan Linnebjerg er nemlig med i den nye sæson af ”Stjerner i trøjen”.
Optagelserne til tredje sæson af discovery-programmet er netop begyndt på Bornholm, og her bliver 12 kendte danskere transformeret til rekrutter, der skal gennem et hårdt, sjovt og lærerigt forløb – men kun én af dem kan i sidste ende kalde sig for vinder.
Det er igen oberst Dar Salim og kaptajn Jacob Riising, der med hård hånd skal føre deltagerne gennem et prøvende og lærerigt forløb.
Jan Linnebjerg er den ældste af de 12 rekrutter, der også består af Sofie Stougaard, Jonas Schmidt, Adam Ild Rohweder, Janni Ree, Jackie Navarro, Gustav Andersen Salinas, Frederik Fetterlein, Nicoline Toft, Nicky Rosendahl Russell, Patrik Wozniacki samt Camilla Dalsgaard.
Den tredje sæson af ”Stjerner i trøjen” får premiere på Kanal 5 og discovery+ til efteråret.