Kun ét hold undslap efterforskerne i Jaget vildt: Sådan lykkedes det dem
Sjette og sidste afsnit af Kanal 5-programmet ”Jaget vildt” er netop rullet over fjernsynsskærmen. I denne sæson lykkedes det kun ét hold kendisser, nemlig komiker Mahamad Habane og tv-vært Mette Cornelius, at undslippe de erfarne efterforskere.
Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen, da makkerparret, lige på et hængende hår, nåede at kaste sig ind i den helikopter, der ventede på ved godset Jomfruens Egede nær den sydsjællandske by, Faxe.
Idet flugthelikopteren letter, ser Mahamad Habane og Mette Cornelius nemlig, at Annika Tronier, der udgør ét af programmets jagthold, var lige i hælene på dem.
Men nærved og næsten slår ingen mand af hesten, og de garvede efterforskere måtte derfor se sig slået af den dynamiske duo, der tilmed gennem hele flugten havde gjort det til deres speciale at tage utraditionelle og risikable metoder i brug.
Her bør nævnes, at Mahamad Habane fik overtalt sin makker til både at besøge hans hjemmeadresse og nå et smut forbi den lokale frisør, der heldigvis havde tid til at klemme ham ind til en studsning.
Til trods for forskellig risikovillighed fra start til slut, lykkedes det alligevel Mahamad Habane og Mette Cornelius at gennemføre flugten, men de kunne ikke have klaret det alene.
– Vi har haft gode hjælpere med os over hele landet. Også i dag. De har hjulpet os med at lave flere feberredninger, forklarer Mette Cornelius i programmet, da efterforskerne spørger dem, hvordan de klarede at holde sig så godt gemt.
Ved programmets start var fire flugthold, bestående af otte kendisser.
Først blev diamantsøstrene Elvira og Thalia Pitzner fanget, dernæst kæresteparret Nicolaj Kopernikus og Sara Maria Franch-Mærkedahl og som de sidste blev også vennerne Skinz og Jonathan Harboe pågrebet.
Du kan se eller gense ”Jaget vildt” på Discovery+.