20. feb. 2025
Af Karina Didriksen

Kom med hjem til Bjerglægen: Se alle de fantastiske billeder fra Tyrol

Hans Sigl som Martin Gruber i "Bjerglægen".
BILLED-BLADET har været en tur i Østrig for at gå i ”Bjerglægen”s fodspor. Se billederne fra de kendte kulisser i et snedækket Tyrol.

De smukke bjergtinder og de små, idylliske landsbyer i Wilder Kaiser-regionen i Tyrol er dækket af et tyndt lag sne.

Det er her, at man om sommeren kan være så heldig at få et lille glimt af stjernerne fra den tysk-østrigske tv-serie ”Bjerglægen”, og BILLED-BLADET er rejst til Østrig for at gå i bjerglægens berømte fodspor.

Millioner af fans følger hvert år med i den populære serie, hvor skuespilleren Hans Sigl har hovedrollen som den charmerende læge dr. Martin Gruber.

Man ser ofte dr. Gruber køre rundt på de smalle veje i sin grønne Mercedes, når han besøger patienter i området, og det er altid med den smukke Wilder Kaiser-bjergkæde som kulisse.

I serien bor Martin Gruber sammen med sin mor, Elisabeth, lillebror, Hans, og datter, Lilli, på gården Gruberhof, der ligger på bjerget Bromberg i byen Söll.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-02-20/BjerglaegenSaeson17TV-2n.jpg
Stjernerne fra "Bjerglægen".
Foto: TV 2

Desværre er vejen dertil lukket for turister om vinteren, da gården i virkeligheden hedder Hof Köpfing og drives af en lokal familie.

Men der er andre kendte kulisser og lokationer, som man kan besøge, hvis man begiver sig til det naturskønne område, der både huser Martin Grubers hjem og arbejdsplads.

Lige nu holder ”Bjerglægen” pause, og denne vinterdag ligger mange af gaderne nærmest øde hen i netop de landsbyer, hvor serien optages.

Nogle enkelte turister har fundet vej til byen Going, hvor man finder restauranten og pensionatet Gasthof Wilder Kaiser. Her må man gerne stå udenfor og tage billeder, men man skal være opmærksom på, at huset er beboet.

En lille kilometer derfra, i landsbyen Ellmau, er der mere liv. Det er nemlig her, at Martin Grubers ikoniske lægeklinik har adresse.

Nogle turister er i fuld gang med at tage billeder af huset, og nogle af dem fortæller, at de er på vej ud på den såkaldte ”Bjerglægen runde” på 7,5 kilometer, hvor man selv kan gå i bjerglægens fodspor i området.

Skruer man tiden nogle måneder frem, til maj 2025, så vil stilheden i de små byer blive erstattet af et larmende tv-hold, når skuespillere, statister og kamerafolk igen indtager Söll, Ellmau og Going for at optage den kommende sæson 19.

Sæson 18 fik premiere på den tyske kanal ZDF i januar, og serien genudsendes jævnligt på TV 2 Charlie.

I galleriet øverst i artiklen kan du se alle de fantastiske billeder fra ”Bjerglægen”s kendte locations og kulisser i Tyrol.

Mere om: