8. aug. 2023
Af Karina Didriksen

Kræmmer-Erik har taget en vemodig beslutning: Nu lukker han butikken

Kræmmer-Erik.
Kræmmer-Erik.
Foto: Martin Høien
Erik Christiansen, der er kendt som Kræmmer-Erik på tv, har valgt at lukke sin butik Fantastiske Fund.

Erik Christiansen, bedre kendt som Kræmmer-Erik, har sammen med sin hustru taget en stor og vemodig beslutning.

Parret har nemlig valgt at lukke deres elskede butik Fantastiske Fund i Kulhuse i Nordsjælland. Det skriver B.T.

Siden butikken åbnede for otte år siden, har den været en stor succes, og Kræmmer-Erik har handlet med masser af loppefund og haft mange trofaste kunder.

Der er dog en god grund til, at han og hustruen nu lukker butikken.

- Min hustru og jeg fylder 75 år næste år, og vi bliver ikke yngre. Vi har hygget os og haft det sjovt, men nu vil vi videre med vores liv, nyde vores sommerhus og selvfølgelig også besøge loppemarkeder indimellem, siger Erik Christiansen til B.T.

Hænger ikke sammen

Kræmmer-Erik har i flere år været en stor del af TV 2 Fri-programmet ”Fantastiske Fund”, men tidligere på sommeren meddelte TV 2, at de har valgt at fjerne programmet fra sendefladen efter skandalen med auktionshuset Lauritz.com.

Folk kunne måske tro, at lukningen af programmet hænger sammen med lukningen af butikken, men sådan er det ikke.

Til B.T. understreger Kræmmer-Erik, at de to ting slet ikke hænger sammen. Det handler blot om, at han som snart 75-årig vil bruge sin tid på andre ting.

Læs mere om: