Lars Hjortshøj passer på helbredet: Det er han stoppet med
Lars Hjortshøj forbereder sig på, at han snart bliver far igen i en moden alder.
Den 57-årige komiker har det bedre end nogensinde og gør, hvad han kan, for at passe på helbredet – blandt andet ved at droppe nogle dårlige vaner.
- Ja, det er jeg selvfølgelig opmærksom på, for eksempel ved ikke at ryge og drikke. Det gjorde jeg tidligere. Jeg kan dog stadig godt drikke vin, men i mere moderate mængder, fortæller Lars Hjortshøj til BILLED-BLADET.
Han forsøger også at være aktiv og nyder at være ude i den friske luft.
- Flere gange i løbet af ugen og i hvert fald i weekenderne tager jeg ud og går en tur i skoven. Der finder jeg en enorm ro, forklarer komikeren og uddyber:
- Jeg har det altid godt under og især efter, at jeg har været ude. Det, har jeg fundet ud af, virker. Jeg har genopdaget det at pakke en rygsæk og gå en tur.
Lars Hjortshøj er aktuel i ”LOL: Den der ler sidst” på Prime Video.