
Lise Baastrup havde datteren med i byen: Viste hende frem for første gang

I krimiserien ”Sommerdahl” holder Lise Baastrups karakter, politikvinden Nadia, privatlivet tæt ind til kroppen.
I virkeligheden er skuespilleren mere åben omkring sin egen familie, der består af ægtemanden Jacob Dahl og døtrene Laura og Elin.
Lise Baastrup har dog altid holdt døtrenes ansigter væk fra de sociale medier eller har sløret dem, hvis hun har bragt billeder på Instagram.
Men for et par måneder siden viste ”Sommerdahl”-stjernen sin ældste datter frem for første gang.
Lise Baastrup og hendes ægtemand havde nemlig taget deres nu seksårige datter Laura med i byen, da de var til Bogforum i København.
Her ses ægteparret med deres søde datter Laura, som havde en fin kjole på.

To dejlige døtre
Lise Baastrup og Jacob Dahl er også forældre til datteren Elin, som fyldte to år i februar. I samme måned er storesøster Laura fyldt seks år.
Senere på året venter der en stor dag for parrets ældste datter.
- Laura skal begynde i skole i år, og hun glæder sig rigtig meget. Men jeg glæder mig også meget, for jeg synes også, det er spændende. Det er kæmpestort, og jeg kan godt huske min første skoledag, siger Lise Baastrup med et smil til BILLED-BLADET.

Hun elsker rollen som mor, men lægger ikke skjul på, at der er meget at se til med arbejde og to små børn.
- Lige nu hygger jeg mig rigtig meget med mine piger, men i slutningen af februar starter jeg på Operaen, hvor jeg skal lave genopsætningen af ”Den glade enke”. Og så håber jeg virkelig, at vi skal lave en sæson 7 af ”Sommerdahl”, konstaterer hun.
Lise Baastrup kan opleves i ”Sommerdahl” hver søndag på TV 2 Charlie.
