Lise Nørgaard om veninden Vera Gebuhrs død: Jeg er helt rundt på gulvet
Lise Nørgaard havde planlagt, at hun ville tage et smut forbi sin gode veninde Vera Gebuhr i dag den 23. december, men det kommer ikke til at ske.
I morges fik forfatteren overrakt den triste nyhed om, at den elskede ”Matador”-skuespiller mandag var afgået ved døden. Og det kom som et chok for 97-årige Lise Nørgaard.
- Det kommer helt bag på mig. Hun var godt nok 98 år, men jeg kan ikke rigtig komme mig over det. Jeg er fuldstændigt rundt på gulvet, og det mærkelig er, at jeg ville have været ovre med en bog til hende i dag, fortæller Lise Nørgaard til Ekstra Bladet.
Det var hendes nye bog ”Fruen kommer i dag”, som hun ville have givet til sin veninde gennem mange år som en lille julehilsen.
Skulle mødes til rejemadder
Lise Nørgaard talte med Vera Gebuhr så sent som for et par uger siden, og der var ”frøken Jørgensen” frisk og sagde til forfatteren, at de snart måtte tage i sejlklubben og spise rejemadder sammen.
I juni var Vera Gebuhr med til en hyldestfest for Lise Nørgaard, som Københavns Universitet holdt, og der ankom skuespilleren i kørestol, men var i højt humør.
– Vera har altid haft de flotteste ben af os alle sammen, men nu har de altså svigtet hende. Til gengæld er hun umådelig kvik i hovedet. Hvert år på hendes fødselsdag inviterer jeg Vera på en rejemad, men dét har vi altså ikke nået i år på grund af alt det her, sagde Lise Nørgaard den dag til BILLED-BLADET.
Vera Gebuhr ville have været fyldt 99 år den 15. maj 2015. Lise Nørgaard fylder 98 år den 14. juni 2015.