Livstruende sygdom ramte Ibi Støving: Sådan har hun det i dag
I onsdagens afsnit af ”Til Middag Hos” på TV3 åbner tv-vært Ibi Støving op om den nyresygdom, der var ved at tage livet af hende i 2015.
I lang tid slog hun det hen som en influenza, der var en smule hårdfør.
Hun blev dog klogere, da hendes læge sendte en ambulance hjem til hende, og hun blev hastet til Rigshospitalet. Her kunne de fortælle hende, at hendes kreatinin niveau var på over 1.000. Normalt skal kvinders ligge på mellem 50 og 70, og hendes nyrefunktion var på blot 3 procent.
Her otte år senere er hun ikke rask, men er heller ikke alvorligt syg.
- Mine nyrer fungerer cirka 50%, så det er jo ikke at være rask, men jeg kalder det ikke en sygdom længere, for det er, når man er alvorligt syg, føler jeg. Så nu er det en lidelse, og det er ikke noget, jeg tænker på dagligt eller har ondt eller noget som helst, fortæller hun i ”Til Middag Hos”, hvor hun har selskab af politikeren Kristian Hegaard, psykoterapeut og tidligere sangerinde, Saszeline Dreyer og kommunikationsrådgiver Anna Thygesen.
Og hun var faktisk overraskende hurtigt tilbage efter det voldsomme sygdomsforløb. Allerede to år senere, var kun igen tilbage på skærmen for at lave fjernsyn.
- Jeg er med i sådan en gruppe, der prøver at undersøge, hvad der er, der gør, at jeg blev rask så hurtigt. Jeg var jo tilbage og lave fjernsyn to år efter. Uden dialyse og uden at tage en eneste pille, selv den dag i dag, siger Ibi Støving.
Og hun er blevet bedre til at være i lidelsen. Hun må ikke spise for meget kød eller drikke enorme mængder alkohol, og så har det givet hende en anden lidelse med på vejen, som hun dog prøver at håndtere på bedst mulig måde.
- Jeg er blevet bedre til at sige nej, og ikke lade mig påvirke for meget. Men man får jo galoperende dødsangst af sådan noget der. Det gjorde jeg i hvert fald. Det er jeg også bange for, men det er det, der følger med nogle gange, fortæller Ibi Støving i TV3-programmet ”Til Middag Hos”.