
Mads Steffensen kæmpede i årevis med søvnløse nætter, indtil han fandt en løsning

Søvnbesvær og søvnløse nætter.
Det er noget, som tv- og podcastvært Mads Steffensen har kæmpet med årevis.
– Når jeg har børstet tænder og lægger hovedet på puden, så er det som om, at pling så går min hjerne i gang. Jeg har prøvet alle mulige ting, fortæller Mads Steffensen i ”Aftenshowet”.
Han blev træt af at være i konstant søvnmangel og prøvede at finde ud af, hvordan han kunne komme søvnbesværet til livs.
Efter en lang kamp mod søvnproblemerne fandt han en løsning. Han fandt ud af, at det, der virkede for ham, var at høre en historie, der aldrig rigtig kommer i gang.
Nu vil han hjælpe andre, der ligesom ham, kæmper med at falde i søvn.
Derfor har han lavet en ny podcast, hvor han fortæller historier i et langsomt og monotont tempo, som skal være "spændende men aldrig peake", lyder det.
Det gør han i håb om, at det kan være med til at hjælpe andre, der ligesom ham, kæmper med søvnen.
”Mads & Godnat”, bliver tilgængelig på Podimo fra 19. februar.
