Marianne Eihilt fik sin Keld: Hendes rørende ord om brylluppet går lige i hjertet
Lykken strålede ud af Marianne Eihilt, da hun ved middagstid lørdag den 6. juli sagde ja til sin store kærlighed, Keld Ole Nielsen.
Den 49-årige ”Vild med dans”-dommer og hendes 56-årige kæreste blev gift ved et romantisk sommerbryllup i Lystrup Kirke nord for Aarhus.
Det var en følelsesladet Marianne Eihilt, som satte ord på vielsen, da BILLED-BLADET mødte hende bagefter.
- Det var fantastisk! Det var både rørende og festligt og en kæmpe oplevelse. Den her time var en af de største oplevelser, jeg har haft. Jeg kunne ikke have ønsket mig noget bedre, udbrød den nygifte dansedommer med et smil og tilføjede:
- Der var masser af tårer, og der var grin og klapsalver. Jeg kan mærke, at mit smil sidder helt fast nu. Jeg er helt ør af lykke.
Marianne Eihilt er lykkelig for, at hun nu kan kalde sig for Kelds hustru.
Hun nød at dele den store dag med deres to fælles børn, niårige Frederic og knap seksårige Emily, samt Kelds to store børn fra et tidligere forhold.
- Det betyder alt, at de er med i dag. Det er så dejligt, lød det fra den lykkelige brud.
Hun glædede sig til den efterfølgende bryllupsfest, der skulle holdes på Kaløvig Badehotel.
Læs alt om Marianne Eihilts bryllup i BILLED-BLADET nr. 28, der var på gaden torsdag den 11. juli.