Matador-stjerner åbner Korsbæk
Lise Nørgaard skal til fest i dag.
Matadors mor ankommer i Varnæs' gamle veteranbil og trykker uret på den nyopførte Korsbæk Bank i gang, og dermed er Korsbæk ikke længere kun en fiktiv by i en TV-serie.
Fra det øjeblik bliver det også en spillevende ny forlystelses-og restaurantby på Bakken, nord for København.
Vrimler med Matador-stjerner i Korsbæk
Officielt sker det klokken 12 ved et lukket VIP arrangement.
Men allerede fra formiddagen afgår et særtog med tidligere Matador-stjerner - fra Malene Schwartz og Kirsten Olesen til Per Pallesen og Sonja Oppenhagen - fra København til Klampenborg.
Sidstnævnte har i dagens anledning skiftet navn til Korsbæk Station.
De 300 VIP-gæster transporteres fra stationen videre i veteranbiler gennem dyrehaven og til Korsbæk på Bakken, hvor blandt andre Torben ”Træsko” Pedersen, DR's Christian Odd og Lise Nørgaard står for indvielsen.
LÆS OGSÅ: Nervepirrende nedtælling til Korsbæk bys åbning
Åbent i Jernbanerestauranten og Lauras køkken
Derpå vil der blive en særrundvisning i Postgaarden, i Varnæs stue, Laura køkken og Katrines gård og køkken, hvor alle de kendte gamle Matador ansigter møder deres arvtagere i rollerne som Korsbæks elskede beboere.
Offentligheden har adgang til byen fra klokken 14 – og der er åbent på både Postgaarden og hos tjener Boldt i Jernbanerestauranten.