26. apr. 2024
Af Majken Munk

Molly Blixt Egelind må ikke afsløre meget: Løfter alligevel sløret for spændende nyt om Sygeplejeskolen

Molly Blixt Egelind som Anna i "Sygeplejeskolen"
Molly Blixt Egelind som Anna i "Sygeplejeskolen"
Foto: Mike Kollöffel/ TV 2
Molly Blixt Egelind skal snart optage den sjette sæson af ”Sygeplejeskolen”, og nu afslører hun nye detaljer om sæsonen.

Den har ladet vente på sig.

Det var tilbage i 2022, at den seneste sæson af tv-serien ”Sygeplejeskolen” løb over skærmen, og siden har fans måtte vente.

I marts kunne skuespillerne fra serien afsløre, at de var klar til så småt at tage fat på optagelserne til den sjette sæson.

Da Molly Blixt Egelind ankom på den røde løber i Danish Beauty Awards 2024, kunne hun sige lidt mere om den kommende ”Sygeplejeskolen”.

- Jeg må sige, at vi skal lave en sæson, og at den bliver rigtig god, fortæller hun indledningsvist.

- Flere gange til læseprøven gik der et gys igennem os skuespillere, da vi sad og læste manuskriptet sammen for første gang. Der var flere steder, hvor det var sådan.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-23/_MHO9611.jpg
Molly Blixt Egelind til Danish Beauty Awards 2024.
Foto: Martin Høien

For ifølge skuespilleren, der i serien spiller sygeplejersken Anna, er der meget spænding i vente.

- Der kommer nogle spændende storylines og udviklinger for karaktererne, og jeg glæder mig bare så sindssygt meget til at komme i gang, fortæller hun.

Molly Blixt Egelind må ikke afsløre, hvornår de faktisk begynder optagelserne, men kan lidt hemmelighedsfulgt sige, at det er meget snart.

Hvornår seerne får lov at se den, er fortsat uvist.

Læs mere om: