Romantik bag kameraet: Claudia Jessie fandt kærligheden, da hun optog Bridgerton
Det er i dag muligt at se de sidste fire afsnit i sæson 3 af hitserien ”Bridgerton” på Netflix.
I serien er der dømt romantik for alle pengene, når vi følger de forskellige karakterers kærlighedshistorier, men også uden for serien er der amoriner i luften.
I 2019 var skuespilleren Claudia Jessie til casting på rollen som Eloise Bridgerton. En rolle, hun endte med at få.
Claudia Jessie har siden da fortalt, at det var den bedste og mest behagelige casting, hun har været til – men den medførte også andet end blot rollen i ”Bridgerton”.
Det var nemlig her, at hun første gang mødte Cole Edwards, som stod for at caste til serien.
Der opstod hurtigt sød musik mellem de to, hvilket førte til at de blev kærester.
Efterfølgende har de været meget private om deres kærlighed og sjældent vist sig sammen offentligt, men i april åbnede den 32-årige skuespiller en smule op for romancen i et interview med The Guardian.
- Jeg fik et job og en fyr på samme dag. Så det var vel ikke en helt dårlig dag?, sagde hun med henvisning til castingen.
I den aktuelle sæson af "Bridgerton" er Eloise Bridgertons kærlighedsliv ikke i fokus, men det kan muligvis ændre sig i de kommende sæsoner. Indtil da kan skuespilleren i hvert fald glæde sig over, at hun i den virkelige verden har fundet kærligheden.