Stor kongelig begivenhed i vente: Nyt billede fra The Crown gemmer på nye detaljer
Ventetiden er snart ved at være ovre.
Netflix har nemlig lovet, at den sjette og sidste sæson af deres store hit ”The Crown” lander på streamingtjenesten i løbet af dette efterår.
Det er ikke meget af handlingen, der er blevet røbet ind til videre. Men gættene har været mange.
Nu kan Netflix afsløre et nyt billede fra serien, der gemmer på en masse informationer.
For på det sociale medie, der tidligere hed Twitter, men som nu hedder X, har streamingtjenesten delt et billede af et program for en stor begivenhed.
På programmet står der:
”Service of prayer and dedication following the marriage of His Royal Highness The Prince of Wales and Her Royal Highness the Duchess of Cornwall”.
Dermed indikeres det, at sæsonen også når helt frem til 2005, hvor den daværende prins Charles giftede sig med Camilla Parker Bowles.
Tidligere har Netflix kommenteret på, hvordan de har tænkt sig at skildre prinsesse Dianas død, som også har været en indikation af, at det altså også er med i den sidste sæson.
Der er også blevet ledt efter de helt rigtige skuespillere til at spille prins William og prinsesse Kate, daværende Kate Middleton, fordi sæsonen også skildre hans tid på universitet, hvor de mødte hinanden.
Det er endnu en gang Imelda Stauton, der skal spille monarken dronning Elizabeth. Jonathan Pryce fortsætter også i rollen som prins Philip.
Dominic West vender tilbage i rollen som prins Charles, mens Elizabeth Debicki igen spiller prinsesse Diana.
Netflix har endnu ikke afsløret en endelig premieredato, men ”The Crown” skulle vende tilbage til efteråret.