
Nicolai Jørgensen bliver vært: Det er stort!

Vi kender Nicolai Jørgensen som Frans i “Carmen Curlers", og netop den rolle vandt han en Robert Pris for i 2023.
Når Robert Prisen i år skal uddeles, får Nicolai Jørgensen ikke en pris med hjem - til gengæld er han vært på showet.
Det blev afsløret under den årlige nomineringsfrokost søndag middag.
- Det er stort og spændende, siger Nicolai.

Tager det i stiv arm
Netop fordi han selv har vundet en pris, ved han, hvad der skal til som vært for at respektere prismodtagerens tid.
Han ser sig selv som pauseklovnen imellem overrækkelserne, siger han.
At være vært på Danmarks svar på Oscar-overrækkelsen er stort: Hele branchen ser med, og i salen sidder alle dem, der gerne skulle hyre en i fremtiden.
Det kunne måske være angstprovokerende for nogen.
- Det tager jeg i stiv arm. Jeg glæder mig bare. Det er ikke meget anderledes end at stå på scenen under et teaterstykke, siger Nicolai.
Han er godt booket resten af året.
Indtil sommer er han i gang med at filme den tredje og sidste sæson af "Carmen Curlers".
