Nu sker det! Bagedyst-Micki får drøm opfyldt
Seerne lærte den bageglade Micki Cheng at kende i DR-programmet ”Den store bagedyst”. Siden er han blevet noget af et internetfænomen med tusindvis af følgere.
Tidligere i år løftede han overfor BILLED-BLADET sløret for, at han arbejdede på et projekt. Nu ser det ud til, at det lykkedes.
Går og sysler
I februar da BILLED-BLADET talte med Micki Cheng, fortalte han, at han arbejdede på noget nyt.
- Jeg går og sysler med et talkshow, men det er i en udviklingsfase, hvor vi skal have alle løse ender til at mødes, siger han en smule hemmelighedsfuldt til BILLED-BLADET.
Han fortalte, at det selvfølgelig kom til at handle om bagning, men at han ellers ikke kunne sige så meget på daværende tidspunkt.
Flere Bagedyst-deltagere
Arbejdet har båret frugt. Til efteråret kommer Micki Cheng til at turnere med talkshowet, der blandt andet skal have paneldeltagere som Rosa Kildahl, Jon Edlund og Anne Tirstrup.
- Konceptet er et livetalkshow med Micki Cheng som vært, hvor han taler med tre udvalgte gæster, som har det til fælles, at de – ligesom Micki – alle er kendte bageentusiaster, fortæller Rasmus Hougaard-Enevoldsen, der er direktør for eventvirksomheden NMB Productions, der står bag talkshowet, til B.T.
Meningen er, at talkshowet skal fortsætte ind i foråret, men her kan paneldeltagerne variere.