Pelle Hvenegaard løb flot marathon
En række kendte danskere deltog ved Copenhagen Marathon i det indre København i går, og på DR's hjemmeside, er det muligt at nærstudere kendissernes præstation ved løbet.
DR har blandt andre sat skuespilleren og tv-værten Pelle Hvenegaard, EU-parlamentarikeren Jens Rohde, vært på TV 2 Vejret Andreas Nyholm, teaterdirektør Jon Stephensen og maratonveteranen Annette Fredskov op mod hinanden. Og med DR's resultatvisning er det muligt at nærstudere deres præstation ved løbet.
Grafen viser, at teaterdirektør Jon Stephensen, der løb sit ottende maratonløb lavede en flot præstation og slog sin egen rekord i tiden 3 timer, 17 minutter og tre sekunder. Og med den tid sikrede han sig pladsen som den 11. bedste i hans aldersgruppe.
Pelle Hvenegaard løb ligeledes et flot løb i tiden 3 timer, 21 minutter og 19 sekunder, mens Jens Rohde klarede sig under 3,5 time i tiden 3 timer, 29 minutter og 40 sekunder. TV 2 Vejrets Andreas Nyholm, der lagde forsigtigt ud med at løbe lige under 10 kilometer i timen øgede farten til knap 13 kilometer i timen ved målstregen, og nåede en tid på 3 timer, 51 minutter og 35 sekunder, mens Annette Fredskov, der senere på ugen skal løbe ikke mindre end fem maraton på 48 timer, krydsede målstregen i tiden 4 timer, 58 minutter og 53 sekunder.
DR's resultatvisning viser også, hvordan løberne klarede sig i forhold til løbets øvrige 9.700 deltagere. Se mere på dr.dk/maraton.