
Peter Ingemann og hustruen er dybt uenige: Det er lidt en forhandling

Peter Ingemann og hustruen Trine har lyst til at prøve noget nyt, så nu har de sat deres nyrenoverede villa til salg.
Boligen, der ligger i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg, er sat til salg for 15,8 millioner kr. hos ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff.
Spørgsmålet er nu, hvor TV 2-værten og hans hustru så skal bo, når huset på et tidspunkt bliver solgt.
Ja, det har Peter Ingemann ikke helt svaret på, for lige på det punkt er ægteparret dybt uenige.
- Det er lidt en forhandling mellem min kone og mig. For så øde, som jeg gerne vil bo, vil hun ikke bo. Når jeg er ude og rejse vil Trine stadig gerne se lys hos en eller anden nabo. Jeg vil gerne helt ud på landet, fortæller Peter Ingemann til Her & Nu.

Han fastslår, at parret har været meget glade for at bo i huset, der har en fantastisk udsigt til en sø og ligger i et naturskønt område.
Peter Ingemann udelukker dog ikke, at deres næste bolig også kan ligge ud til en sø – i så fald drømmer han bare om at få sin egen sø eller skov!
