Sara Lygum med gode nyheder og klar opfordring
- Du må meget gerne – hvis du vil – sige, at jeg virkelig opfordrer folk til at søge.
Sådan lyder det fra den ene af de to værter på det populære TV 2-program ”Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed”, Sara Lygum.
Hun fortæller nemlig, at det selvfølgelig ikke er slut for ”Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed”, når årets sidste optagelse har fundet sted. Tværtimod.
- De er i gang med at caste nu, men det er en forårssæson, der ligger, så vi har stadig pladser til at flere kan være med, og folk er sgu så glade for at være med, fortæller hun.
Og for mange af de tidligere deltagere, har det været det hele værd at være med. Det i hvert fald det, som Sara får at vide.
- Det er noget af det, der gør mig så sindssygt glad. Folk virker oprigtigt glade, og sender efterfølgende billeder til mig fra vindueskarmen eller sommerhuset. Man bliver bare så sindssygt glad over, at drømmen også bagefter bliver, som de havde håbet på, siger Sara Lygum.
En af de bedste sæsoner
Mens der bliver castet løs til en ny sæson, så venter alle i spænding på, at den ny-optagede sæson ruller over skærmen, men den dato er endnu ikke afsløret. End ikke for Sara og makkeren Christian Borregaard.
- Jeg ved faktisk ikke endnu, hvornår den nye sæson ruller over skærmen. Der er mange der skriver og spørg, men jeg har ikke hørt udmeldingen fra TV 2 endnu. Der er dog masser af nye, gode programmer på vej. Jeg synes næsten, at det er den bedste og mest spændende, vi har lavet igennem tiden, så jeg glæder mig selvfølgelig også bare til, at afsnittene kommer ud og leve på et tidspunkt, fortæller Sara Lygum.
Heldigvis er det både Sara Lygum og Christian Borregaard, der endnu en gang står i spidsen for at hjælpe forskellige danskere i jagten på deres drømmebolig. Og sådan fortsætter det forsikrer Sara, og kommer med store roser til sin medvært.
- Vi er heldige, at vi har fået lov til at blive hængende. Vi er ikke blevet smidt af sendefladen endnu - heldigvis. Vi er mega meget et makkerpar. Det er så meget et sammenspil imellem os, og vi har det simpelthen forrygende godt. Det hænger lidt uløseligt sammen, fortæller hun.
Så hvis du drømmer om, at få hjælp af Sara og Christian til at finde din drømmebolig, så kan du altså ansøge netop nu. Man ansøger ved at skrive en mail til bolig@mastifftv.dk, hvor man skal skrive navn, nuværende adresse, telefonnummer, e-mail, lidt om sig selv og boligdrømmene, samt det budget, man har at købe bolig for.