Se billederne: Stjerner fra Dansegarderoben på den røde løber til festival i Monte Carlo
En stor festival, der hylder internationale tv-serier, er ved at gå på hæld.
Siden fredag den 16. juni har en lang række stjerner fra serier på tv deltaget i festivalen, der bliver afholdt i Monte Carlo hvert år.
Der er efterhånden en lille tradition for, at der er dansk deltagelse til festivalen.
Det var der naturligvis også i år.
For det var et lille udpluk af stjernerne fra TV 2-hittet ”Dansegarderoben”, der var med til festivalen.
Den danske serie, som har fået den engelske titel ”Chorus girls”, er nemlig nomineret til den officielle konkurrence på tv-festivalen.
Det er faktisk den eneste nordiske serie, der er med i konkurrencen.
”Dansegarderoben” kæmper om prisen Golden Nymph Award, der anses for at være en af de mest prestigefulde priser i international tv-produktion.
Til at repræsentere den danske tv-serie er naturligvis de to skabere Ditte Hansen og Louise Mieritz samt en af hovedrollerne Marie Bach Hansen, der i serien spillede Sussie.
Stjerner fra Dansegarderoben til tv-festival i Monte Carlo
Prisen uddeles tirsdag aften, hvor det altså afsløres, om det er ”Dansegarderoben”, der løber med sejren.
Sidste år var der også dansk deltagelse, da serien ”Trom” med Ulrich Thomsen og Marie Rich i hovedrollerne modtog hele to priser.