Se før og efter billederne: Sådan er det gået Jacob og Christian fra Det fede fællesskab
En vægttabsrejse kan for mange virke både lang og uoverskuelig. For den kræver bade mentalt og fysisk overskud. Noget hverken Christian Heinze eller Jacob Hansen følte, at de havde.
Derfor meldte de sig til TV 2-programmet ”Det fede fællesskab” – for at tage ansvar for deres eget liv, og komme tættere på en tilstand, der føltes rigtig for dem.
Det gjorde de for næsten et år siden – og her et år efter, er der sket betydelige ændringer med dem. Både mentalt og fysisk. De giver herunder en status på, hvordan det er gået, siden programmet havde sidste optagedag i september 2022.
Christian Heinze
Christian Heinze har også haft det godt siden de vendte hjem fra sommerhuset i september.
- Jeg har været vægtstabil siden, men er begyndt at tabe mig igen nu. Der er sket en udvikling med kroppen, som jeg kunne se på nogle før og efter billeder, jeg lige skulle tage. Der var sket ret meget siden august/september til nu, lyder det fra Christian.
For ham var det okay at komme retur til den normale hverdag, og han var god til at holde fast i de gode vaner, han havde lært af Per og Tina.
Han er kommet mere i gang med at styrketræning, og går fortsat til thai-boksning.
Og så går uddannelsen til mekaniker går også godt for Christian, selvom der lige har været en lille ændring.
- Det går fint. Jeg lærer en masse ting, og jeg har lært virkelig meget i det halve års tid, jeg har været ansat på Mercedes. Jeg har forlænget uddannelsen, så jeg er færdig til april 2024 i stedet for november 2023, fortæller han.
Christian Heinze føler, at hans livsstilsændring er gået over al forventning, og han er glad for, at han har fået sat gang i sit liv igen.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville stå her, hvor jeg står nu. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt. Jeg havde regnet med, at det måske var en længere proces med vægttabet, og gik egentlig og sagde til mig selv, at jeg ikke skulle sætte for store mål, fortæller Christian til BILLED-BLADET.
Men nu taber Christian sig altså igen, og kroppen ændrer form, og bliver mere og mere markeret.
Jacob Raarup Hvid Hansen
For Jacob stod tingene lidt stille, da han kom hjem fra sommerhuset og det sidste officielle møde med fællesskabs-holdet. Der var mindre kontrol, og frie tøjler.
- Jeg havde en følelse af, at nu var alt med fællesskabet slut. Men der gik kun en uges tid, så begyndte jeg stille og roligt at steppe op igen, hvor jeg holdt den træning og de aftaler, jeg havde med Per, fortæller Jacob til BILLED-BLADET.
Det sværeste for ham var dog, at finde et nyt mål, han kunne holde sig til. For tidligere var målet mellem huset og sommerhuset, at der skulle være sket en udvikling. Så hurtigt fik Jacob sat sig et nyt mål, efter programmets afslutning. Han ville gerne løbe noget mere. Det første mål var 7 kilometer til et juleløb i december.
- Da jeg havde gennemført det, så blev det kort tid efter offentliggjort, at Royal Run kommer til Aabenraa, hvor jeg bor. Så der er målet at løbe de 10 kilometer dér, siger han.
Et af de helt store mål for Jacob i programmet, er at han skal bestå sin kommende brandmandsprøve, så han kan fortsætte med at være frivillig brandmand. Noget han virkelig elsker.
Og der er heldigvis gode nyheder.
- Jeg har været op til brandmandsprøven, og den har jeg bestået med succes, og faktisk med det bedste resultat nogensinde for mig. Så jeg har taget prøven bedre, og med mere overskud end tidligere. Det er simpelthen så skønt.
Og det er faktisk ikke den eneste nyhed, Jacob har i ærmet. Han er nemlig også blevet livredder i Arena Aabenraa svømmehal.
Og så det helt store spørgsmål. For i programmet er det ganske klart, at Jacob leder efter en at dele sit liv med. Han drømmer om både kæreste og børn i fremtiden - og også den del går rigtig godt for Jacob. Han har nemlig fået en kæreste.
- Jeg er så heldig, at jeg har fået en kæreste i mellemtiden. Vi har været kærester i tre måneder nu, fortæller Jacob.