Sigurd Holmen le Dous fra Tidsrejsen: Her har du set ham før
I år kan små og store juleglade danskere gense DR-julekalenderen ”Tidsrejsen”, der blev sendt første gang i 2014. I julekalenderen spiller Sigurd Holmen le Dous rollen som Agent Rød.
Og hvis du synes, at Sigurd Holmen Le Dous virker bekendt, så er det fordi, han har spillet med i et væld af store danske TV-serier.
Central rolle i populær serie
Sigurd Holmen le Dous tjekkede ind på TV 2s ”Badehotellet” i sæson 2, og siden har han fået en central rolle i den populære serie.
Her spiller han reklametegneren Philip Dupont, der forelsker sig i grev Ditmar, og siden overtager driften af hotellet – og ikke mindst køkkenet – i samarbejde med Amanda.
Ivrig kriminalassistent
Før tjek ind på ”Badehotellet” medvirkede skuespilleren i endnu en stor dansk serie. Nemlig ”Forbrydelsen III”, hvor han spillede rollen som den ivrige kriminalassistent Asbjørn Juncker.
Dengang sagde han til BILLEDBLADET:
- Jeg har ikke haft den store TV-erfaring, og hver dag under optagelserne har været en wow-oplevelse. Det var så spændende med et kæmpe hold foran og bagved kameraet, kraner, statister og replikker, der bare skulle leveres sådan, bang, bang, bang, sagde Sigurd Holmen le Dous tilbage i 2012.
Udover ”Badehotellet” og ”Forbrydelsen III” kan man også opleve Sigurd Holmen le Dous i TV 2-serien "DNA" med Anders W. Berthelsen i hovedrollen, og så medvirkede han i et enkelt afsnit af ”Borgen”.
I starten af det nye år kan man gense ham i rollen som Philip Dupont, når ”Badehotellet” vender tilbage med 9. sæson.