To sportsfolk skal danse med i Vild med dans
Der er kun lidt under en måned til premieren på 11. sæson af Vild med dans, og TV 2 er derfor i fuld gang med at præsentere de kommende deltagere.
Og i dag er det offentliggjort, at der er kommet to navne mere i puljen, nemlig badmintonspilleren Tine Baun og elitegymnasten Helge Vammen.
Tine Baun var en af de bedste inden for badminton-sporten, indtil hun stoppede karrieren for godt otte måneder siden.
Hun har vundet den prestigefyldte turnering All England tre gange, og har ellers et hav af titler fra turneringer i Danmark og Asien.
Blev mor for 11 uger siden
Tine er 34 år og blev for 11 uger siden mor til en lille søn. Og så har hun stort set ingen erfaring med at danse:
- Det er ikke noget, jeg har gjort mig så meget i. De gange jeg har været på et dansegulv, har det været med alkohol indenbords. Så det er meget få gange, det er sket, siger hun til TV 2.
Hun får konkurrence af den 28-årige elitegymnast Helge Vammen, der med sin deltagelse håber at kunne få sat større fokus på dansk gymnastik.
Ligesom Tine Baun har han heller ikke den store erfaring med dans og har svært ved at vurdere, hvor langt han kan nå i konkurrencen.
- Mange vil måske mene, at jeg har gode forudsætninger for at være med på grund af mine sportslige baggrund, men om der er noget, jeg direkte kan overføre til dans, ved jeg ikke. Vi får se, siger han.
Vild med dans har premiere på TV 2 fredag den 12. september, og så danses der ellers hver fredag frem til finalen den 28. november.