Stephania Potalivo gemte længe på en sød hemmelighed: Nu sætter hun ord på for første gang
Stephania Potalivo gemte længe på en sød hemmelighed, men i oktober afslørede hun endelig, at hun er gravid.
Den 38-årige skuespiller venter sit første barn med ægtemanden Nils Petter Bro, efter at de i flere år har kæmpet for at blive forældre.
Da hun deltog i pressemødet på den nye sæson af ”LOL: Den der ler sidst”, satte hun for første gang ord på graviditeten.
- Det er rigtig dejligt! Det er også dejligt at have sagt det, så det kan blive en naturlig ting nu, og jeg kan få lov til at være gravid lige som alle mulige andre, fortalte Stephania Potalivo til BILLED-BLADET og udbrød med et smil:
- Men jeg er selvfølgelig megaglad, og det er dejligt at sige det højt.
Hun har ikke lyst til at afsløre, hvornår hun har termin, men hun viste stolt sin flotte, gravide mave frem til pressemødet.
- Nu gider jeg ikke at gemme maven mere. Lige pludselig går det jo hurtigt, så man skal også nyde det, mens det er der, konstaterede Stephania Potalivo og fortsatte:
- Nu har jeg jo gemt på det ret længe. Det er dejligt at kunne tage en stram kjole på i dag og hvile i det.
Stephania Potalivo medvirker i sæson 2 af ”LOL: Den der ler sidst”, der har premiere på Prime Video den 29. november.