Stephanie Siguenza afslører: Tragisk hændelse fik hende til at træffe livsændrende valg
Stephanie Siguenza, som danskerne lærte at kende i TV 2-programmet "Årgang 0", har siden februar i år læst til sygeplejerske.
Jobbet som sygeplejerske har altid tiltalt hende, men det var en tragisk hændelse, der gjorde, at hun i sidste ende valgte uddannelsen.
- Jeg vidste, at jeg ville være sygeplejerske efter en tragisk oplevelse. Min daværende svigermor, der selv var sygeplejerske, faldt om med hjertestop og døde, fortæller Stephanie Siguenza i en video på Instagram.
- Der fandt jeg ud af, at der lå en underliggende interesse for det med at hjælpe folk og være noget for folk.
Episoden, som Stephanie henviser til, fandt sted i 2022, hvor hendes svigermor faldt om med et hjertestop på den røde løber til TV 2-programmet "De største øjeblikke".
Efterfølgende kæmpede hun forgæves for sit liv på hospitalet, og nogle dage efter kunne Stephanie dele, at svigermoren, som hun var meget tæt med, var død.