Tårnhøj og fyldt med perler og blomsterblade: Tv-kendis stod bag Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufours bryllupskage
Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour kunne sætte tænderne i den vildeste bryllupskage, da de lørdag fejrede deres kærlighed.
Parret holdt et romantisk bryllup omgivet af familie og venner, og det var noget af et syn, der mødte dem, da den tårnhøje bryllupskage blev stillet frem.
Kagen var helt hvid og i flere lag og var pyntet med perler og en hvid blomsterranke.
Det er nu blevet afsløret, hvem der har kreeret den overdådige kage. Og det er en tv-kendis.
Det er nemlig Jonas Dahl Grue, som blev et kendt ansigt, da han medvirkede i ”Bachelorette” i foråret. Her kæmpede han blandt andet om at vinde Mette Sommers hjerte.
Jonas er uddannet konditor fra La Glace og er også et nyt ansigt i ”Go’morgen Danmark”, hvor han laver kager i studiet.
Han har selv lagt billeder af den høje bryllupskage på Instagram. BILLED-BLADET har fået lov til at bringe opslaget.
I opslaget skriver Jonas, at han er meget beæret over at have lavet kagen til to mega seje kvinder, som fejrede kærligheden.
Rasmine Laudrup-Dufour har selv kommenteret på opslaget og skriver, at kagen var helt fantastisk, og at Jonas er for vild!
I lørdags skrev Jonas også i en story på Instagram, at han netop havde afleveret den største kage, han nogensinde har lavet, til brylluppet på Kokkedal Slot.