18. okt. 2024
Af Louise Rømer

TV 2 afslører: Her er den sidste bachelorette

Emma og Mai, "Bachelorette", sæson 3.
Emma og Mai, "Bachelorette", sæson 3.
Foto: Jonathan Morgan/Steffen Røes/TV 2
I 2025 skal to kvinder igen forsøge at finde kærligheden på tv.

Lissa Paustian og Sofie Martinusen havde i den grad held i kærlighed, da de tidligere i år tonede frem på skærmen i "Bachelorette" på TV 2.

Begge kvinder fandt sammen med hver sin bejler. Lissa danner i dag par med Andreas, mens Sofie er kærester med Daniel. Og nu er de nye kvinder klar til at gå i deres fodspor.

TV 2 har netop afsløret, hvem der skal være bachelorettes i den kommende sæson.

Mai Cermeño

TV 2 skriver følgende om den 29-årige single:

Mai er opvokset på Vesterbro i København og bor nu på Amager, hvor hun er i gang med at renovere sin lejlighed. Til daglig arbejder Mai som bæredygtighedskonsulent og har en kandidat i international erhvervsøkonomi og erhvervssprog.

I sin fritid elsker Mai at være fysisk aktiv og bruge, hvad byen har at tilbyde. Hun beskriver sig selv som en positiv, eventyrlysten og social pige. Hun har været single i to år og søger en sød mand, som udfordrer, fascinerer og overrasker hende, og som meget gerne må have let til grin:

- Jeg vil gerne smile og grine mest muligt og ønsker en partner, der både vil tage mig med på sine eventyr, og som også vil med på mine, siger Mai.

I september offentliggjorde tv-kanalen, at Emma Sofie også var klar til at date:

Emma Sofie Nielsen

Emma, 27 år, boede de første otte år af sit liv i Esbjerg med sin mor, far og lillesøster. Familien rykkede teltpløkkerne op og flyttede til New Zealand, og der blev de i 16 år. For to år siden flyttede familien hjem til Danmark, og Emma bor nu i København, hvor hun har brugt sin uddannelse som tøjdesigner til at udvikle sit eget brand, som hun arbejder på i sit værksted i København.

Emma har aldrig haft en dansk kæreste og søger en selvstændig, sød og empatisk mand at dele livet med. Han må gerne være eventyrlysten og ambitiøs, og så vægter Emma humor.

- Ham, jeg leder efter, har humor og samtidig en seriøs side. Han må gerne være ambitiøs og have en masse forskellige interesser. Han skal være selvstændig, 'in touch with his feelings', sød, empatisk og udadvendt. Jeg søger en livspartner, bedste ven - en, jeg kan leve livet fuldt ud med og have det sjovt med, siger Emma.

Optagelserne til den nye sæson begynder i november. Denne gang foregår "Bachelorette" på Mexicos stillehavskyst

Læs mere om: