Blev ikke vist på skærmen: Søren Østergaard fejrede hæderspris med et kys
I ”Året der gak” ser TV 2 Charlie tilbage på de øjeblikke, der har været med til at forme 2024.
Men showet, der blev styret af gruppen PLATT-FORM, bruges også på at uddele tre priser: ”Årets yndlingsoffer”, ”Årets store smil” og ”STORM P-prisen”.
Sidstnævnte er en hæderspris til én, der har ydet lang og tro tjeneste i humorens tegn.
I år faldt valget på skuespiller Søren Østergaard, der modtog den flotte hæderspris.
-Det er da dejligt. Det er da en hæder, som de siger. Jeg er da enormt glad for det, fortalte han efterfølgende til BILLED-BLADET.
Efter han havde taget imod prisen på scenen, skulle han selvfølgelig fejre prisen med den, han har allermest kær.
Nemlig hans store kærlighed Lisbet Lundquist.
Da Søren Østergaard gik ned fra scenen med sin pris i armene, gik han hen mod hende.
Parret fejrede den flotte hæder med et kærligt kys.
I 2024 har Søren Østergaard haft 25-års jubilæum med Zirkus Nemo, men har også en lang karriere som skuespiller bag sig.