Cecilie Frøkjær: Forvekslet med buksefirma
Cecilie Frøkjær fejrer i år 25 år på skærmen, og nogle af de mange interviews, hun har leveret på dygtig vis, kan opleves i programmet ”Deja-vu med Frøkjær” på TV 2 Charlie, hvor hun møder kendte danskere, som hun har interviewet flere gange gennem tiden.
Debut som 28-årig
Den 52-årige, populære vært fik sin debut i TV 2’s ”Go’morgen Danmark” med Michael Meyerheim i 1996, hvor hun var 28 år og endnu ikke færdig med sin hovedopgave på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
– ”Go’morgen Danmark” var et perfekt program at begynde med, fordi det var så mange facetter og områder med folk med en god historie - lige fra en kok og en videnskabsmand til en statsminister, fortæller Cecilie Frøkjær til BILLED-BLADET.
Sjov forveksling
Cecilie Frøkjær var lige ved ikke at komme i betragtning til værtsjobbet på TV 2, fordi der på VHS-båndet, som hun havde sendt ind med præsentationen af sig selv, stod ”Frøkjær”. Og Michael Meyerheim og kollegerne troede, at det var en reklame fra buksefirmaet Frøkjær, der i øvrigt er ejet af Cecilies farfars fætters søn. Men det lykkedes heldigvis til sidst.
Læs det store interview med Cecilie Frøkjær i BILLED-BLADET, der er på gaden nu. Her kigger den populære vært på gamle fotos og får sit eget deja-vu med nogle af stjernestunderne på tv.