Chief 1 om Flemming Bamse Jørgensen: Han sagde, jeg var som en ekstra søn
TV 2 Charlie sender i aften en rørende og livsbekræftende koncert, hvor kendte danske artister hylder hele Danmarks Flemming Bamse Jørgensen med nogle af hans største hits.
Bamses gamle band slår takten an, og Thomas Buttenschøn, Stig Rossen, Jakob Haugaard og Ann-Mette Elten sender de kendte Bamse-toner hjem til dig.
Også Chief 1 er på scenen.
Chief 1: Bamse var fantastisk at arbejde med
Han havde et helt specielt forhold til Flemming Bamse Jørgensen.
– Jeg lavede hans sidste plade. Han var fantastisk at arbejde sammen med, fortæller Chief 1 med det borgerlige navn Lars Pedersen.
Vi kender ham fra blandt andet "Toppen af Poppen", og han har produceret musik med nogle af Danmarks kunstnere, deriblandt også Flemming Bamse Jørgensen.
Skulle have været til Memphis sammen
Igennem deres arbejde blev Chief 1 og Flemming Bamse Jørgensen tætte.
– Han sagde på et tidspunkt til mig, at fordi vi var blevet så tætte, var det som om, han havde fået en ekstra søn. Vi havde nogle fantastiske stunder sammen, mindes Chief 1.
De to skulle have fortsat samarbejdet.
– Jeg skulle have været til Memphis og have lavet den efterfølgende plade også, men det blev desværre så ikke til noget …
Flemming Bamse Jørgensen døde 1. januar 2011.
Mindekoncerten og programmet med navnet "I en lille båd der gynger" bliver altså sendt knap 12 år efter, vi sagde farvel til ikonet.