Har du lagt mærke til detaljen? Noget er anderledes ved Badehotellets Martha
37-årige Ena Spottag spillede rollen som kokkepigen Martha i seks sæsoner af ”Badehotellet”.
Hun forlod serien i 2019, da hendes karakter fik arbejde som kok på Hotel Ritz i Aalborg.
I øjeblikket genudsendes sæson 1 af ”Badehotellet” på TV 2 Charlie, og her får man et glædeligt gensyn med den søde og arbejdsomme Martha.
Som den opmærksomme seer måske har lagt mærke til, så er der en særlig detalje ved Marthas udseende, som ikke er helt ægte.
Har lånt håret
Da Ena Spottag blev kaldt til casting på ”Badehotellet” tilbage i 2013, var hun netop blevet klippet helt korthåret til en rolle som dreng på Svalegangen i Aarhus.
Og det gik jo ikke, at en kokkepige havde sådan en kort frisure.
- Derfor har jeg en meget interessant paryk på i ”Badehotellet”, har Ena Spottag tidligere afsløret over for BILLED-BLADET.
- Det var mit eget hår og Thomas Bo Larsens hår fra filmen ”Bornholms stemme”. Det var ret sjovt, tilføjede hun dengang.
Her ses Ena Spottag med paryk i rollen som Martha i sæson 1.
”Badehotellet” genudsendes hver onsdag kl. 20.40 på TV 2 Charlie.