Krimiserien Sommerdahl vender tilbage: Her er de nye stjerner
Der er nye stjerner på holdet, når TV 2 Charlies populære krimiserie ”Sommerdahl” vender tilbage med en sæson to.
Optagelserne gik i gang i Helsingør i juli, og Peter Mygind, Laura Drasbæk og André Babikian genoptager rollerne som efterforskeren Dan Sommerdahl, chefkriminaltekniker Marianne Sommerdahl og kollegaen Flemming Torp.
Blandt de nye ansigter i sæson to er Therese Glahn, Andrea Vagn Jensen, Caspar Phillipson, Maria Erwolter og Lars Hjortshøj.
Store spændinger i vente
- Jeg har glædet mig helt vildt. Vores hovedforfatter, Lolita, har haft tid til at pudse og finskrive anden sæson, og Carsten Myllerup, vores instruktør, har haft tid til at finde de bedste skuespillere, som skal spille med i den nye sæson, fortæller Peter Mygind til tv2.dk.
Derudover vender det faste politihold bestående af Lotte Andersen, Peter Gantzler, Mathias Käki Jørgensen og Diêm Camille Gbogou også tilbage.
I den kommende sæson er Dan og Marianne Sommerdahl flyttet fra hinanden, men fortsætter samarbejdet på politistationen. Dans bedste ven og makker Flemming Torp står akut og mangler et sted at bo og flytter derfor ind i Mariannes anneks, hvilket kun skaber yderligere spændinger mellem trekløveret.