Laura Drasbæks søn er kæreste med ung skuespiller, som har kendte forældre
”Sommerdahl”-stjernen Laura Drasbæk har givet interessen for at spille skuespil videre til sine to sønner.
Hun har 20-årige Albert og 18-årige Vilfred med sin eksmand, skuespilleren Gerard Carey Bidstrup, og nu drømmer begge sønner om at gå i deres kendte forældres fodspor.
- Albert bliver færdig med HF til sommer, og så søger han ind på teaterskolen, fortæller Laura Drasbæk til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Han har lavet lidt skuespil og har en lille rolle i Thomas Vinterbergs tv-serie, som han laver nu.
Det er serien ”Familier som vores”, hun hentyder til, og faktisk var det netop her, at Albert Carey Drasbæk mødte sin kæreste.
Han danner par med det 19-årige stjernefrø Amaryllis August, som er datter af filminstruktøren Bille August og hans ekskone, skuespilleren Sara-Marie Maltha.
- Ja, Albert er blevet kæreste med Amaryllis, som også er med i serien. Så det var der, han mødte hende, fortæller Laura Drasbæk med et smil.
Da Laura Drasbæk i foråret var til premiere på Cirkus Arena fulgtes hun med sin kæreste, Lasse Spang Olsen, sønnen Albert og hans kæreste Amaryllis.