Lise Baastrup svarer prompte på spørgsmål om døtrene: De skal dæleme være gode så!
”Sommerdahl”-stjernen Lise Baastrup har haft godt gang i karrieren, siden hun blev uddannet skuespiller i 2010.
Selv om hun har spillet mange forskellige roller, er den største rolle i hendes liv naturligvis den som mor.
Lise Baastrup har to døtre, Laura på fem år og Elin på 16 måneder, med sin ægtemand, Jacob Dahl.
På spørgsmålet, hvad hun vil sige til, hvis børnene en dag vil gå i hendes fodspor som skuespiller, lyder svaret prompte:
- De skal dæleme være gode så! Ellers er det ikke et fedt job. Men jeg vil selvfølgelig støtte dem, siger Lise Baastrup med et smil til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Jeg ved, at min svigermor (Lisbet Dahl, red.) sagde til min mand, at man skal sørge for, at man er virkelig god, men man skal også være heldig. Og timingen skal også være der en gang imellem.
Den 40-årige skuespiller drømmer dog om, at døtrene vælger en helt anden karrierevej.
- Jeg satser stadig på, at jeg får to astronauter, lyder det med et grin fra Lise Baastrup.