Nyt show med Jarl Friis-Mikkelsen
Jarl Friis-Mikkelsen bliver i februar måned næste år vært i sin egen quiz "Jarls Quiz Show" på TV 2 Charlie. Optagelserne til de første programmer er allerede gået i gang, hvor to holder dyster om paratviden, musik og populærkultur. Blandt de første hold på banen var Søs Egelind og Jens Gaardbo, der gik til den med ildhu mod James Price og Jeanne Boel i kampen om præmien: Et weekendophold på Hotel Frederiksminde.
- Jeg blev "quizze-trængende" og har selv været med til at udvikle programmet. Quizzen minder lidt om "a-Ha" med samme stemning, og netop den er vigtigere end noget andet, fortæller Jarlen i en pause.
Han har selv kun medvirket i en enkelt quiz, nemlig i "Venner for livet" med Susanne Bier, hvor han skulle besvare nogle spørgsmål.
- Jeg siger altid nej til den slags programmer, fordi jeg ikke har følt behov for at deltage. Jeg er ikke en dårlig taber, men er forsigtig med, hvad jeg siger ja til.
- Jeg er glad for at være på denne kanal, for jeg er selv i Charlie-alderen. På den anden side laver jeg så også noget med TV 2 Zulu, så alderen er underordnet. Det vigtigste for mig er, om det er hyggeligt, smiler Jarl, der under præsentationen af programmet kom til at kalde Jens Gaardbo for narkohaj.
- Jeg tænkte på nyhedshaj. Jeg kan rigtig godt lide Jens, som jeg synes er en fantastisk hyggelig fætter, og den, man tugter, elsker man. Jeg må gerne lige lave en skævert, for ellers ville programmet være for kedeligt, siger Jarl Friis-Mikkelsen, der fylder 60 år den 1. december.