Peter Mygind tæt på at bryde sammen: Har bare lyst til at lægge sig ned og være i sorg
Det er præcis tre uger siden, at Peter Mygind mistede sin elskede mor, da han dukker op til pressemødet på den nye sæson af ”Sommerdahl” i Helsingør.
Den 61-årige skuespiller har stadig svært ved at forstå, at hans mor, Jytte Abildstrøm, ikke er her længere, og følelserne sidder uden på tøjet, når han taler om hende.
- Sorgen kommer i bølger. På vej herhen i dag var jeg lige ved at knække sammen over rattet, fordi jeg også står midt i en masse praktiske ting, siger en rørt Peter Mygind til BILLED-BLADET.
Skuespilleren ville ønske, at han kunne udskyde de praktiske gøremål lidt endnu.
- Min bror og jeg er ved at rydde mors lejlighed. Der flytter nogle nye ind, så pludselig skal vi tømme lejligheden nu, forklarer Peter Mygind og tilføjer:
- Der er mange praktiske ting, man skal forholde sig til. Alt muligt, som jo skal gøres ordentligt, selv om man bare har lyst til at lægge sig ned og bare være i sorg.
Skuespilleren Jytte Abildstrøm døde den 2. januar 2025, 90 år gammel.
Peter Mygind kan opleves i rollen som Dan Sommerdahl i den nye sæson af ”Sommerdahl” hver søndag på TV 2 Charlie.