Schiøler fra Mercur skruer op for charmen
Schiøler Mortensen er Radio Mercurs ulasteligt klædte verdensmand af en karismatisk og let kynisk annoncechef. En dansk Don Draper - den stilige og superdygtige hovedfigur i kultserien "Mad Men" om livet på et reklamebureau i 60'ernes New York.
Faverig figur
Her foregår historien så bare blandt flokken af dristige iværksættere, som vælger at bryde Statsradiofoniens monopol og begynder at sende kommerciel popradio fra et skib i internationalt farvand. Ken Vedsegaard, 44 år, spiller Schiøler, som får travlt i aftenens afsnit, hvor en vigtig kunde skal landes, hvis Mercur skal holde sig flydende midt ude i Øresund.
- Schiøler er en meget dygtig og ambitiøs og farverig figur. Han er en dejlig rolle at spille. Jeg er helt vild med karakteren og meget, meget glad for at lave ham. Det er jo altid fantastisk, når det er sådan, siger Ken Vedsegaard, som dog ikke har kigget Don Draper i kortene for at spille Schiølers tilsvarende power-person.
- Nej, jeg har luret lidt på nogle bestemte typer og miljøer herhjemme. Og så er det en meget fint skrevet karakter fra starten af, så jeg er godt hjulpet af forfatterne, siger han.
Dejlig oplevelse
- I det hele taget har det været en dejlig oplevelse at lave "Mercur" med hele holdet. Det har været rigtig godt, og vi har alle været meget klare på, hvad vi gerne vil med historien. For mit vedkommende så er Schiøler jo bygget på en blanding af intuition og iagttagelser, og så sker der jo noget, når man pludselig står midt i universet og har det gamle tøj fra 50'erne på. Det er dér, det opstår, tilføjer Ken Vedsegaard.
LÆS MERE: Anne-Marie fra Mercur elsker 50'erne