Sommerdahl-stjernen André Babikian på ferie med sønnerne: Derfor skal datteren ikke med
I krimiserien ”Sommerdahl” har André Babikians karakter, efterforskeren Flemming, ingen børn.
I virkeligheden er den 51-årige skuespiller far til tre, to sønner og en datter.
André Babikian glæder sig til, at han skal ud at rejse med sine børn til sommer. Datteren Stella skal dog ikke med, for hun har lagt sine egne rejseplaner.
- Min store datter på 18 år skal på Interrail, så jeg skal rejse med mine to yngste børn på 14 og ni år, fortæller André Babikian til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Vi tager en tur til det sydlige Albanien. Det skulle være rigtig dejligt, så det glæder vi os meget til. Det er kun os tre.
Selv om André Babikian har rejst med sine børn mange gange, så bliver det alligevel lidt anderledes i år.
- Jeg har rejst meget alene med mine børn uden andre voksne. Men det er første gang, at jeg rejser med mine to sønner på den måde. Det bliver noget med strand, pool og is, lyder det med et smil fra skuespilleren.
André Babikian skal bruge resten af sommeren på at optage sæson 6 af ”Sommerdahl” med Peter Mygind i Helsingør.