Sygeplejeskolens Ole og hans kendte kæreste er blevet forældre igen: Afslører det usædvanlige navn
I de seneste sæsoner af ”Sygeplejeskolen” har Kasper Dalsgaards karakter, jazzmusikeren Ole, været kæreste med sygeplejeeleven Anna, spillet af Molly Egelind.
I virkeligheden danner den 37-årige skuespiller par med en kendt kollega.
Han er kæreste med skuespilleren Natalie Madueño, som især er kendt fra serierne ”Bedrag” og ”Den som dræber”.
Parret bor sammen i København og er forældre til to små døtre.
Den ældste datter, Carli, fylder fire år til oktober, og i foråret blev familien udvidet med endnu et medlem.
- Vi har fået en lille pige. Hun er født i april og er snart fem måneder, fortæller Kasper Dalsgaard til BILLED-BLADET.
Han afslører også, at datteren har fået et meget usædvanligt navn.
- Hun hedder Luma. Det betyder lys. Hun er dejlig, og hun er jo et lille lys, udbryder Kasper Dalsgaard med et stort smil.
Sæson 6 af ”Sygeplejeskolen” har premiere søndag den 8. september på TV 2 Charlie og TV 2 Play.