Ulf Pilgaard præsenterer nyt satireprogram
Da BILLED-BLADET i sommers mødte Ulf Pilgaard til Cirkusrevyen, var han en mand med en mission - satiren skal tilbage på TV-skærmen.
- Jeg starter dog med at lave et nyt satireprogram på TV Charlie sammen med Gordon Kennedy og Pernille Højmark, når revyen er forbi. DR er jo helt holdt op med at lave den slags programmer, og det, synes jeg, er synd. I årevis var de toneangivende med satireudsendelserne, nu er der intet satire, fortalte han til BILLED-BLADET.
I løbet af efteråret har optagelserne på hans nye sketch-show Store Stygge Ulf stået på. Showet kommer til at handle om "hverdagens små absurditeter, det groteske, det vanvittige og de mange urkomiske træk ved os mennesker", afsløres det i en pressemeddelelse.
Cirkusrevyen er hans drug
Til Zulu Comedy Galla i august fik Ulf tildelt den flotte Ærespris, som blev uddelt for allerførste gang. Til lyden af klapsalver fra hans kolleger, der sad i salen, blev en beæret Ulf Pilgaard hyldet på scenen i Operahuset.
Hele 30 år på Cirkusrevyen - se dét er noget af en bedrift, og mon ikke at han er med igen næste år, sådan lød i hvert fald, da BILLED-BLADET snakkede med ham i sommers.
- Jeg er bestemt ikke træt af det. At lave revy herude er næsten som at lave en rockkoncert. Alle de glade mennesker, man ser ud over hver aften, giver simpelthen noget energi. Det er nærmest som et drug. Jeg bliver høj af det - hvis jeg da kan blive højere, fortalte Ulf Pilgaard.
Indtil da må vi nyde det nye sketch-show, som bliver sendt i 2011.