Venner i medgang og modgang: Følelserne vælder op i Finn og Jacob, når de taler om det
Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard blev på kort tid en bragende succes, der endte med at tage hele Danmark med storm, efter de besøgte Lørdagskanalen.
Karrieren har nu 40 år på bagen, og det fejrer makkerparret ved at besøge steder, der var betydningsfulde for dem i begyndelsen af deres karriere.
Det er blevet til TV 2 Charlie-portrættet ”Finn og Jacob på vejen igen”.
Men det er ikke kun de store jubler, makkerparret taler om i programmet. Det er også de svære tider.
For Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard er det særligt to øjeblikke i hvert deres liv.
Jacob Haugaard måtte se dæmonerne i øjnene, da han skulle gøre op med sit alkoholmisbrug.
Én dag dukkede Jacob Haugaard op hjemme hos Finn Nørbygaard akkurat efter deres film ”Jydekompagniet 3” havde haft premiere, fordi han ikke havde lyst til at fortsætte.
- Da blev jeg da ramt. Men han skulle noget vigtigt, fortæller Finn Nørbygaard med våde øjne i programmet.
- Jeg blev ked af det på Jacobs vegne, men jeg tror også, at jeg tænkte ”Godt. Nu sker det”. De der sammenbrud. Nogle gange er det det, der skal til, for at man ændrer sit liv. Og det var det, Jacob skulle ud i, uddyber han.
Men en ulykke sker sjældent alene.
I 2008 er det Finn Nørbygaard, der står over for sit sammenbrud, da han mister store summer i sit samarbejde med svindleren Stein Bagger, der gik under jorden.
- Ja, så var det min tur, konkluderer Finn i programmet.
Da Jacob Haugaard oplevede sin ven i den tid, var han bekymret for hans ve og vel.
- Jeg var ikke blevet forbløffet, hvis nogen havde ringet til mig og sagt, at Finn havde hængt sig. Det var virkelig livsfarligt, fortæller Jacob Haugaard i programmet og fortsætter:
- Jeg kunne jo ikke gøre noget. Det er din bedste ven, og hvad kan du gøre? Og så lytter jeg bare til dig. Jeg kan bare mærke, at hvis du siger noget nu, så er du en klovn. Efter trekvart år børste du ærmerne af og siger: ”Nå, hvad kan vi gøre?”. Og jeg blev simpelthen så glad i mit indre. ”Fedt mand”, fortæller Jacob Haugaard.
- Han var vigtig for mig i det der kollaps, lyder det fra Finn, der bliver berørt.
Makkerparret konkluderer, at de er ret stolte over, at deres venskab har kunnet bære to så store nedture.