20. jun. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Bachelorette-Lissa bryder sammen efter trist besked: Jeg leger med deres følelser

Lissa Paustian fra "Bachelorette".
Lissa Paustian fra "Bachelorette".
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Lissa brød fuldstændig sammen, da hun fik en nedslående nyhed og blev konfronteret med sine handlinger.

OBS! Spoiler! Denne artikel afslører, hvad der sker i torsdagens afsnit af "Bachelorette".

For Lissa Paustian kammede det hele pludselig over. De følelser, som havde ligget og ulmet inde i hende i flere dage, fik nu frit løb. Hun hulkede og hulkede.

- Jeg føler ikke, jeg kan stå inde for de ting, jeg gør. Jeg gør folk kede af det. Jeg føler, jeg leger med folks følelser. Jeg leger med Jacobs følelser. Jeg leger med Andreas' følelser. Jeg leger med Anders' følelser. Og jeg leger med mine egne. Jeg kan ikke mere, sagde en grådkvalt Lissa.

Det hele begyndte, da hun til torsdagens mingling talte med Anders Egelund, hvor han fortalte hende den triste nyhed, at han havde valgt at trække sig fra programmet, da han ikke længere kunne mærke den romantiske kemi.

Og det kom bag på Lissa, som brød ud i gråd.

De holdt længe om hinanden, og Anders, der selv var meget rørt, forsøgte at trøste Lissa.

- Jeg er så ked af, at jeg ikke kan være her mere. Du skal vide, at uanset hvad der sker, så har vi hinanden. Det skal nok gå, siger Anders, mens deres ansigter hvilede på hinandens skuldre.

Efter samtalen med Anders havde Lissa brug for en pause, så hun kunne komme sig ovenpå den triste nyhed.

Da hun lidt efter snakkede med Andreas H, og han fortalte hende, at han havde svært ved, at hun havde kysset med Jacob, pressede det tårerne frem igen.

- Jeg er sygt bange for, at jeg har ødelagt noget mellem os to. Det er sygt svært at være i, og jeg kan overhovedet ikke holde til det, fik hun fremstammet.

Her ramlede det hele for Lissa, der havde svært ved at fortsætte. Petra Nagel, som er vært på programmet, kom hende til undsætning og trak hende til side. Minglingen blev afbrudt før tid.

- Jeg følte, at jeg sked på mig selv og mine egne følelser. Og på mændene, som jeg virkelig, virkelig holder meget af. Det var bare sygt ubehageligt, fortæller hun i dag til TV 2 Echo.

Hun var glad for, at hun blev grebet af holdet bag kameraet, der hjalp hende med at tackle de svære følelser.

Du kan se "Bachelorette" hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 eller TV 2 Echo.

Læs mere om: