Bachelorette-Mette fik besøg af sine søskende: Her er sandheden om deres favorit
I aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Bachelorette” fik Mette besøg af sine søskende, Morten og Tina, der skulle møde de fire tilbageværende bejlere.
I programmet giver Tina udtryk for, at hun har en favorit, som hun dog ikke ønsker at afsløre, hvem er.
Under familie-daten fik Boris, Stig, Morten og Nicolai mulighed for at tale med Mettes søskende alene, og selv om familien fik et godt førstehåndsindtryk af alle fire mænd, så afslører Mette nu, hvem der scorede højst på point.
– Vi har ikke snakket om det siden, men jeg var ude og spise med mine søskende efter optagelserne, og der spurgte jeg dem. Jeg mener, at det var Boris, der var Tinas favorit, men vi snakkede om alle mændene, fortæller Mette til BILLED-BLADET, hvorefter hun uddyber.
– Jeg kan huske, at min lillebror havde virkelig ondt af Nicolai. De syntes, at Stig og Boris var helt fantastiske, og så var der lidt mere delte meninger om Morten på grund af vores energier, fortsætter hun.
Mettes søskende kunne bestemt lide Morten, og deres bekymring gik mestendels på, hvorvidt Mette og Morten havde for ens energier, der på sigt ville gøre det svært for dem at fungere som kærester.
Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og på TV 2 Play.