Bachelorette-Sofie er på drømmedate med Mads: Sådan tager han føringen
Tirsdag er Sofie på drømmedate med Mads i "Bachelorette", og den unge nordjyde afslører, at Mads under daten tager føringen i spillet om at vinde hendes hjerte.
– Den her dag startede med, at mine følelser for Mads og Daniel var 50/50, men jeg kan mærke, at som aftenen har udviklet sig, er Mads rykket nogle procenter op, siger hun i programmet.
Til BILLED-BLADET uddyber hun, hvordan Mads er kommet foran i løbet af den romantiske date:
– Jeg er slet ikke sikker, men Mads er mere foran, fordi jeg har haft mere tid med ham og er kommet tættere på ham.
Alt kan nå at ændre sig
Men Sofie har ikke været på sin drømmedate med Daniel endnu, så alt kan nå at ændre sig.
– Men de to er så lige igennem det hele, så jeg er slet ikke sikker, også fordi jeg ved, at jeg skal af sted med Daniel – og så kan han jo komme foran.
Selv om daten med Mads tager kegler, er Sofie stadig i tvivl om, hvem der skal have hendes sidste rose.
– Inden drømmedaten med Daniel har jeg ingen mavefornemmelse – de ligger helt tæt. Jeg mangler lige at få den rigtige mavefornemmelse, siger hun og tilføjer:
– Jeg havde håbet, at det at se dem med min far ville gøre et eller andet, men det gjorde det ikke. Min far sagde, jeg skulle følge mit hjerte, men jeg anede ikke, hvad mit hjerte ville …
Vi må vente til torsdag med at se, om Sofie ender med at vælge Daniel eller Mads.