Det ser du ikke på tv: Deltagerne i Bachelorette har en særlig aftale med produktionen
Når man normalvis lever helt almindelige liv, kan det være svært pludselig at affinde sig med dagligt at blive filmet og interviewet. Derfor havde de medvirkende i TV 2-programmet ”Bachelorette” en særlig aftale med produktionen.
For langt de fleste af fyrene gælder det, at "Bachelorette" er deres første møde med kamerahold og produktion. Nogen enkelte af bejlerne havde dog erfaring fra tidligere tv-optrædener.
30-årige Alexander er en dem, der hjemmevant begår og sågar dater foran et kamera. Sidste år deltog han nemlig i kærlighedseksperimentet "Alene sammen", der blev vist på TV 2.
Til trods for sin tv-erfaring så også han frem til en særlig dag, deltagerne fik efter aftale med produktionen.
– Vi havde ’bufferdag’ cirka en gang om ugen, hvor der ikke var kamera på. Her kunne vi bare grine og endda drikke os fulde. Det var virkelig vigtigt for at få skudt noget god energi tilbage ind i gruppen, forklarer Alexander til BILLED-BLADET.
Alexander er - indtil videre - ikke kommet på mange dates, og til BILLED-BLADET fortæller han, at han ofte overvejede at rejse hjem.
Beslutningen om at blive traf han på baggrund af en kombination af sidste uges gruppedate med Julie, det stærke sammenhold i villaen samt bufferdagene, der gav en tiltrængt pause fra programmets ramme.
Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og TV 2 Play.