Drama i Bachelorette: Sofie stormer væk
Spoiler: Denne artikel afslører, hvad der sker i torsdagens afsnit af ”Bachelorette”.
Da Sofie Martinusen skulle til at sige navnet på den, der skulle have hendes sidste rose til aftenens roseceremoni i torsdagens udgave af "Bachelorette", gik hun pludselig i stå.
Hun kiggede nervøst ud mod kameraholdet, hvorefter hun fór væk fra ceremonien i ren panik.
- Det er det forkerte valg, sagde Sofie Martinusen, mens hun sad på en stol med tårer, der trillede ned ad kinderne.
Inden ceremonien gik i gang, havde hun truffet sit valg om, hvem der skulle have hendes sidste rose, men nu kunne hun ikke få sig selv til at sige det navn, hun havde planlagt.
Petra Nagel, der er vært på programmet, forsøgte at berolige Sofie, der efter lidt tid samlede mod til sig og gik tilbage til ceremonien.
Sofie Martinusen endte med ikke at give Peter Juul Vesterager den sidste rose, og derfor måtte han forlade programmet.
Til den seneste roseceremoni havde Peter givet Sofie et kys, som ifølge hende havde været meget uventet og grænseoverskridende.
Også Lissa Paustian endte med at sende Lukas Bach Nielsen hjem, som under minglingen efterspurgte et kys, som hun ikke var klar til.