Sådan endte Andreas H. fra Bachelorette med at give gode råd til Frederik og Mary
I 2011 blev det offentliggjort, at det daværende kronprinsepar ventede tvillinger.
I den forbindelse lavede TV 2's "Go' aften Danmark" en tvilling-temauge, hvor de blandt andet jagtede Danmarks mest ens tvillinger.
Programmet fik tilsendt billeder, og seerne kunne stemme på de 10 finalister.
Deriblandt var Andreas Holm, der for tiden kan ses i "Bachelorette", samt hans tvillingbror Tobias.
– Der vandt vi med 25 procent af stemmerne. Så vi kom med i "Go' aften Danmark" og fik overrakt diplom. Efterfølgende var vi inde to gange og skulle give gode råd til kongefamilien, om hvordan tvillinger kan opdrages, og hvordan vores historie kunne være en hjælp til dem. Det var en virkelig sjov oplevelse og vi blev samme aften prikket på skulderen af en ældre dame på en restaurant, som ønskede os tillykke, ler Andreas og joker videre:
– Da der ikke har været en lignende konkurrence siden, er vi fortsat de mest ens tvillinger …
Har aldrig udnyttet det
Andreas og Tobias er enæggede og ligner derfor hinanden til forveksling.
Men det har de aldrig udnyttet, fortæller Andreas:
– Hverken til eksaminer eller i situationer med piger. Vi har dog prøvet i gymnasiet at bytte klasse, og ingen af lærerne lagde mærke til det. De øvrige i klasserne var dog meget interesseret i at få os til besvare lærens spørgsmål – men det var svært, da vi havde forskellige studieretninger og dermed forskellige niveauer af fag …
Til gengæld har det ført til akavede øjeblikke, og Andreas husker særligt ét:
– Jeg husker i gymnasiet, hvor min bror, Tobias, blev glad for en pige, men hun syntes, han var så afvisende, når hun mødte ham på gangene. Men det var altså bare mig, som holdt god afstand til hende, da jeg vidste, at min bror var meget interesseret i hende …
I "Bachelorette" har Andreas H. et godt øje til Lissa, der sjovt nok også er tvilling!