Stephania Potalivo om familielivet: Det elsker jeg, når vi gør sammen
Familielivet bliver hyldet i tv-serien ”De bedste år”, hvor Stephania Potalivo spiller Louise, som er gift med Mathias, spillet af Magnus Millang.
Parret har to små børn, og de kæmper for at få hverdagen til at gå op, selv om de ikke altid vil være ved det.
Selv lever hun i en familie med sin mand Nils Petter og deres hund Jessie.
- Jeg er et ret familiært menneske. Jeg kan virkelig godt lide at se de samme mennesker rigtig tit, og så ikke se andre, fortæller hun til BILLED-BLADET og uddyber:
- Jeg er ikke så god til at have et stort socialt netværk, og det kan jeg virkelig mærke ved at blive ældre, at jeg har ikke samme overskud til at se særligt mange mennesker. Til gengæld kan jeg godt lide at se de samme rigtig tit.
Stephania Potalivo og manden Nils Petter er også en stor del af deres bedste venners familie.
- Vores bedste venner har tre børn og er en kæmpe del af det, og det er, fordi jeg godt kan lide det liv, fortæller hun og uddyber, hvad hun elsker at lave med dem:
- Den måde, jeg godt kan lide at være sammen på, er ikke nødvendigvis at mødes på en café over en kop kaffe. Jeg kan godt lide sofahyggen, og at der ikke behøver at blive sagt så meget. Vi er i det, vi nu er i. Vi skal ikke holde en samtale kørende. Det er rigtig meget at sidde i sofaen. Det helt familiære, fortæller hun.
Stephania Potalivo har tidligere givet et ærligt indblik i sin kamp for at få et barn i DR-programmet ”Hvordan bliver jeg gravid?”.
Hun åbnede op om, hvordan hun og manden Nils Petter var ufrivilligt barnløse for at normalisere snakken om at være i fertilitetsbehandling.