Stine Sara fra Fuck! Vi har tourette tog vild metode i brug: Sådan fik hun styr på sine tics
Du har muligvis mødt Stine Sara i andre programmer, hvor både hun og makkeren Kenni fortæller åbent og ærligt om tilværelsen med Tourettes Syndrom.
Nu medvirker hun i TV 2-programmet "Fuck! Vi har tourette", hvor hun afslører en række af de vilde og alternative metoder, hun tog i brug i kampen mod ticene.
For Stine Saras vedkommende viste touretten sig tidligere blandt andet i hendes tro følgesvend Leo, som hun beskriver som en ældre mand, der slynger upassende skældsord ud i offentligheden, uden hun har nogen mulighed for at afværge det.
Leos tilstedeværelse i Stine Sara har derfor medført en del undrende blikke i offentligheden, ligesom hun i programmet fortæller, at hun som direkte konsekvens af sin tourettes blev tildelt førtidspension.
Det kom derfor som en stor overraskelse for både Stine Sara og hendes nærmeste, da hun i programmet afslørede, at Leo er væk.
– Jeg har gennem en længere periode fået en masse alternative behandlinger, fordi jeg gerne ville prøve at hele de her ting, der gjorde ondt inde i mig. Jeg har eksperimenteret med nogle bevidsthedsudvidende substanser, og det er ikke sundt, fortæller Stine Sara i programmet ”Fuck! Vi har tourette.
Selv tilskriver Stine Sara fraværet den selvudviklingsrejse, hun har gennemgået den seneste tid, hvor hun har modtaget alternative behandlinger.
Et eksempel på en alternativ behandling, Stine Sara tyer til også efter Leo er forsvundet, er kambo. En ceremoniel oplevelse, som hun i programmet indvier seerne i.
Her får hun sat et sekret fra en sydamerikansk løvfrø på kroppen, og udsætter derved sin krop for en gift, der skal rense ud i systemet.
Du kan se ”Fuck! Vi har tourette” på TV 2 Echo og på TV 2 2 Play.
BILLED-BLADET gør opmærksom på, at ovenstående behandling ikke har en dokumenteret effekt, og udelukkende beror sig på Stine Saras oplevelser i programmet ”Fuck! Vi har tourette”.