1. december: Alt om TV 2's nye julekalender Tinkas juleeventyr
I TV 2's stort anlagte familiejulekalender møder vi teenage-nissen Tinka, der sammen med de andre ung-nisser skal op til nissekongen kong Gubbe og have sin nisseamulet.
En amulet, der markerer, at man er en rigtig nisse. Men Tinkas amulet skifter ikke farve, som den skal, og til sin store skræk finder hun ud af, at hun er halvt menneske, halvt nisse – og dermed ikke ligesom alle de andre ung-nisser i nisseriget.
Tinka og ballademageren Lasse
I håb om at blive som de andre nisser begiver hun sig ud i et juleeventyr, hvor hun i menneskeverdenen møder ballademageren Lasse. Han er netop flyttet ud til sin dyrlægefarmor Maja på landet sammen med sin far, Mikkel, og lillesøster, Astrid, i håb om, at teenage-Lasse kan komme på ret køl.
Tinka og Lasse kaster sig i løbet af december-dagene ud i jagten på at løse gåden om nissernes tabte magi og finde svaret på, hvorfor nisserne og menneskene ikke har set hinanden de sidste 100 år.
Julens unge TV-stjerner
15-årige Albert Rosin Harson fra Christianshavn og 14-årige Josephine Chavarria Højbjerg fra Rønne, der har hovedrollerne som mennesket Lasse og nissen Tinka, er ingen novicer ud i skuespillet trods deres unge alder.
De er begge bidt af skuespil, og Josephine har medvirket i flere mindre roller i ungdoms-TV-serier samt i ”Broen III”. Albert har også flere ungdomsprogrammer på cv’et, men også en rolle som Anton i spillefilmen ”Krummerne 3”. Begge to har planer om at få sig en uddannelse som skuespiller, når skolen engang er slut.